34-årige Thomas går til psykolog – selvom både karrieren og familielivet går ret godt

Interview med Thomas Midtgaard

I en alder af 34 år, besluttede Thomas sig for at begynde til psykolog. I et liv som småbørnsfar, som CEO i et FinTech startup, og derudover som en ganske almindelig 34-årig, der også gerne ville havde tid til at dyrke sine venner og hobbyer, havde Thomas brug for hjælp til at finde ud af at mærke efter – i forhold til sine egne følelser og prioriterer i livet. Læs uddraget af interviewet med Thomas her.
 

Kan du give en kort introduktion af dig selv og din baggrund?
Jeg er 34 år og bor nord for København, med min kæreste og to små børn.
Jeg har en uddannelse i Finansiering og Regnskab fra CBS [cand. merc. Fir]. Jeg har arbejdet med M&A, Investment Banking, i 8 år. Altså med køb og salg af virksomheder, og så har jeg senest været CEO og Co-founder i The Many, som er en investeringsplatform.

Du startede din karriere ud med at arbejde med M&A. Var det en drøm for dig?
Næh, det var det egentlig ikke. Men det var det, der af mange var anset, som noget af sværeste man kunne gøre med den uddannelse, som jeg havde valgt.  

Hvorfor var det vigtigt for dig, at dit arbejde skulle være noget svært?
For at bevise at jeg kunne gøre det. Set i bakspejlet, synes jeg, at det er en forkert tilgang, men det var sådan, jeg tænkte dengang. Jeg tror, at det har noget at gøre med min opdragelse. I min familie har det altid ligget implicit, at det var sejt og det rigtige at gå efter det, som var svært og hårdt.  

Var du glad i de otte år, du arbejde med M&A?
Nej, det var jeg faktisk ikke rigtig. Det var relevant for det jeg studerede, og jeg havde nogle gode kollegaer. Men jeg var ikke særlig glad for selve arbejdet. Men det er egentlig ikke fordi, jeg ville have gjort noget om eller valgt noget andet, hvis jeg kunne gå tilbage og lave det om. Jeg synes virkelig, at jeg lærte meget. Lige meget hvor du starter, er der nok en form for ”værnepligt” eller rugbrødsarbejde, man bare lige skal igennem til en start.   

Hvad gjorde, at du til sidst ændrede kurs og stoppede din M&A karriere, som på det tidspunkt var i GNs M&A-afdeling?
Jeg syntes, at der var alt for meget arbejde i forhold til den værdi det gav mig. Der var konstant travlt. Og så var jeg grundlæggende lidt træt af M&A og ville gerne ud at prøve noget andet. Samtidig med det, havde jeg en gravid kæreste derhjemme, og jeg følte ikke, at jeg kunne være nok til stede begge steder på én gang. Jeg vidste, at det ville kræve mere af mig på arbejdet, end jeg kunne give på det tidspunkt, for at være rigtig god – og det er mentalt opslidende at have en følelse af at man er utilstrækkelig lige meget hvor man er – altså både på arbejdsfronten og på hjemmefronten. 

Hvorfor skulle du være ’rigtig god’ på arbejdet? Hvorfor var det ikke okay bare at være ´god nok’ ?
Jamen jeg syntes faktisk, at jeg var lidt halvdårlig. Jeg ved godt, hvad der skal til for at være god i M&A, og det kunne jeg bare ikke give på det tidspunkt, uden at gå for meget på kompromis med hjemmefronten, hvor jeg også gerne ville være til stede.

Hvordan føltes det at sige op fra dit M&A-job?
Jeg syntes slet ikke, at det var rart. Jeg syntes faktisk, at det var et fail. Men det var det rigtige at gøre.

Jeg synes, at det lyder som om, at det var sundt at gøre. Bagefter startede du i startuppet Brickshare, som senere blev til The Many
Ja, jeg sagde op i GN og gik nogle måneder og overvejede, hvad jeg skulle. Det endte med, at jeg sagde ja til et tilbud fra Brickshare, hvor jeg kom ind som Head of Finance, og efter et års tid, blev jeg CEO og Co-founder af det selskab, der i dag hedder The Many. Det var et rigtig spændende skift arbejdsmæssigt. Selvom jeg selvfølgelig gik ned i løn, så var arbejdet rigtig spændende, og det jeg havde ledt efter. Det her med at drive en virksomhed og reelt arbejde med alt det, der skal fungere og som er udfordrende indeni en virksomhed, frem for at arbejde med at sælge virksomheden, som jeg gjorde i M&A.

Så du skiftede til et job, som, i forhold til arbejdsopgaverne i hvert fald, gjorde dig glad. Hvornår var det så, at du begyndte at tænke over, at du ville begynde at gå hos en psykolog?
Jamen det skete, da jeg havde været i The Many i lidt over tre år. På mange måder, var det et super fedt arbejde hos The Many, men det er også stressende at være i et startup. Jeg dog beslutningen om at starte til en psykolog en dag, hvor jeg cyklede hjem fra arbejde og det hele begyndte at snurre for mig – sådan helt fysisk. Alt virkede til at blive vendt på hovedet og mit hoved var fyldt med forvirringen omkring, at jeg kunne ikke finde ud af, om jeg var det rigtige sted arbejdsmæssigt, eller hvad der egentlig betød mest for mig i livet. Hvor vigtigt var arbejdet egentlig for mig og den jeg er? Burde jeg tage et helt andet job, så jeg kunne være endnu mere sammen med familien, og hvordan skulle jeg egentlig finde ud af mine prioriteter i forhold til de her ting. Min kæreste havde i længere tid foreslået en psykolog, og på det tidspunkt tænkte jeg, at hvis jeg blev svimmel på den måde på en cykeltur, hvilket jeg også havde prøvet på en lignende måde, nogle aftener, når jeg sad og arbejde, så var det måske en meget god idé lige at tale med en psykolog, og få styr på hvad der skete.

Hvad tænkte du, at den her svimlende fornemmelse var?
Jeg tog ikke den fysiske følelse så alvorligt, men jeg ved, at det var forbundet med stress. Men altså, jeg tror at de fleste folk i et startup ofte oplever en eller anden for stress. Det tror jeg slet ikke er unormalt.

Personligt havde jeg perioder, hvor mit hoved var ekstremt tungt, jeg kunne ikke overskue så mange ting og slet ikke udfordringer, og ja, så oplevede jeg de her tidspunkter, hvor jeg blev svimmel. Jeg vidste godt, at jeg nok måtte få min arbejdsmængde lidt ned, for ikke at køre ud over kanten. Men det passede fint med, at jeg skulle en måned på barsel lige der. Det var der, jeg bookede en tid til en psykolog.  

Hvad har det gjort for dig at gå til psykolog?
Først og fremmest har det været vildt dejligt at tale med en, der ikke havde nogen forudindtagede holdninger til, hvem eller hvad jeg var, og som ikke kendte min familie eller min omgangskreds. Én der bare talte med- og om mig helt objektivt. Det har været meget befriende.

Derudover har det bedste for mig har været, at jeg har lært virkelig at mærke efter indeni, hvis man kan sige det sådan, og tage det jeg mærker alvorligt. Jeg har lært at mærke, hvordan jeg egentlig har det, og så tage stilling til netop det, jeg mærker. Og hvile i, at det jeg mærker, er okay. Kroppen sender jo nogle signaler, når man føler et eller andet. Sådan oplever jeg det. Og det jeg særligt har lært er at mærke efter de her signaler og spørge mig selv, hvad det egentlig er, jeg føler, og så forholde mig til det.

Handler du så anderledes, når du mærker, hvad du egentlig føler?
Jeg ved faktisk ikke, om jeg handler anderledes, men jeg tager i hvert fald bevidst stilling til mig selv og hvad jeg føler. Jeg synes, at det gør, at jeg er mere ærlig og oprigtig overfor mig selv. Jeg tror, at når man er mere tro mod sig selv og sine følelser, når man mærker efter, hvad man egentlig føler og hviler i det, så føler man mindre stress, for så gør man ikke ting, eller er på en særlig måde, på andres præmisser. Så gør du det for dig selv. Og det tror jeg på er positivt. Det er det i hvert fald for mig. Og det er jo det, det handler om, når man går til psykolog, ikke? At få hjælp på en måde, som gør noget positivt for lige præcis dig, dit sind og dit velvære.

Hvorfor begyndte du ikke til psykolog tidligere, end du gjorde?
Jeg tror ikke, at jeg havde mærket et ’sense of urgency’ nok. Men jeg havde helt klart brug for det, da jeg begyndte.

Synes du, at det er et tabu at gå til psykolog?
Nej. Slet ikke.

Fortæller du til andre, at du går til psykolog?
Ja, det gør jeg.

Hvordan reagerer de på det?
Generelt positivt og nysgerrigt. Men det er ikke fordi, mange af dem siger ”godt for dig” eller sådan noget. Altså, folk møder det egentlig bare med interesse. Jeg er faktisk slet ikke bange for at blive udfordret på det at gå til psykolog, for jeg synes selv, at det er vildt rart. Jeg er bestemt ikke pinlig over det. Men jeg har heller aldrig mødt nogen, der synes, at det er mærkeligt. Eller det har de i hvert fald ikke givet udtryk for.

Jeg mener faktisk, at alle ville have gavn af at gå til psykolog. Selvom man har et godt liv, så er der altid noget, man kan have gavn af at vende med en psykolog eller en anden form for terapeut for at få nogle udefrakommende perspektiver på sig selv, sine tanker og følelser. Men det betyder ikke, at man skal gå til en psykolog hver uge resten af livet. Jeg havde for eksempel brug for at gå oftere i begyndelsen, end jeg synes, at jeg har nu. Nu går jeg bare, når jeg lige trænger. Og behovet kan jo gå op og ned i forhold til, hvor man er i livet. 

Hvilket råd vil du give til folk, der overvejer at gå til psykolog?
Gør det. Og vær hudløst ærlig fra første minut af, når du er til en session. Det kan være grænseoverskridende, men det er så vigtigt, og det er kun sådan, at du rigtig får noget ud af det.