Norma Hejberg om at leve med ADHD og en invaderende spiseforstyrrelse
Af Norma Hejberg
Inde i mig findes der ikke kun mig. Der er mig, og så er der min spiseforstyrrelse. Det er ikke to personer, men én person med to sæt tankemønstre og to stemmer i samme krop. Livet med psykisk sygdom er ikke det liv, jeg drømte om. For når man lever med psykiske diagnoser, lever man næsten ikke. Man overlever.
Jeg hedder Norma. Jeg er 29 år gammel og jeg lever med flere psykiske diagnoser. I 15 år har jeg gemt mig bag masker, som jeg selv har skabt for at skjule et liv i kaos. Jeg lever med en spiseforstyrrelse i udvikling, som jeg har brugt til at lægge skjold over en barndom med overset ADHD, angst og en barndom præget af svigt. Efter at jeg for nyligt blev diagnosticeret med ADHD, handler mine fortællinger mest om livet med min spiseforstyrrelse. At få konstateret ADHD har gjort mig klogere på, hvem jeg var som barn og som teenager – og på hvem jeg er i dag. Derfor ser jeg det som en gave, at jeg har fået denne afklaring. Det er en slags forklaring på den sjæl jeg har, men som jeg ikke altid forstår.
De fleste som kender eller har kendt mig, vil nok beskrive mig som en udadvendt kvinde, som lyser op i sociale sammenhænge. En kvinde med mange venskaber, som er fysisk stærk og har en kreativ sjæl. Det har jeg også. På ydersiden i hvert fald. På indersiden eksisterer kampene mellem mine tanker, mine følelser og min sårbare kerne. En kerne, som jeg er begyndt at lukke mennesker ind i ved at skrive og tale om den. Mit håb er, at mine fortællinger om mit liv kan hjælpe både mig selv og andre med at forstå det, som mange ikke ser.
“Når alt var ude af kontrol omkring mig, blev idéen om indre kontrol mere og mere tryg”.
Brug for kontrol i en opvækst med kaos
Jeg ved ikke, hvorfor lige netop jeg skulle blive syg. Ofte føles det bare uretfærdigt. Jeg ved ikke, om mine psykiske problemer skyldes arv eller genetik, men de er uden tvivl også et resultat af min opvækst. Jeg klarede mig fagligt dårlig i skolen, men gemte mig bag mine succeser med venskaber og sport. Det hjem, som skulle have været min trygge base, var et skjult kaos. Jeg følte mig overset og nedprioriteret derhjemme. Jeg lærte at pakke følelserne væk, og hvis jeg italesatte problemerne, fik jeg ofte at vide, at det var forkert at opfatte eller føle på den måde, som jeg gjorde. Så jeg begyndte at reagere indad. Hvilket nok er grunden til, at ingen bemærkede mine uhensigtsmæssige vaner med motion og kost.
Jeg flygtede fra kaosset i min familie. Når alt var ude af kontrol omkring mig, blev idéen om indre kontrol mere og mere tryg. På den måde begyndte spiseforstyrrelsens arme at varme mere og mere.
Jeg indså alligevel tidligt, at jeg havde brug for hjælp og opsøgte derfor professionelt hjælp af flere omgange. Desværre uden særlig meget held. Derfor tog spiseforstyrrelsen min hånd, og blev den tryghed, jeg søgte. Spiseforstyrrelsen gik hånd i hånd med løgnene. Løgne overfor andre, men lige så meget overfor mig selv. Det er nemmere at lyve for at undgå de ting, som medfører angst og kaos.
I perioder har jeg kunne lade mig kontrollere totalt af spiseforstyrrelsens kraft, og jeg ved, at jeg udadtil har lignet den så ressourcestærke og sprudlende kvinde, jeg også er. Mine løgne har fungeret. Men de har også haft negative konsekvenser. Til tider har jeg presset mig selv ud ad døren, selvom jeg har haft det elendigt indeni, hvilket har resulteret i, at jeg har jeg været selvskadende og ængstelig i flere dage efter. Fordi følelser og tankemylderet overmander mig og lader mig ligge i fosterstilling på gulvet i flere timer. Derfor ved jeg godt, at løgnene ikke er en holdbar løsning.
“Ingen ser, hvad der sker indeni mig. Fysisk er jeg i bedring. Psykisk er jeg i dyb krise.”
Min indlæggelse
En af de sværeste og mest frustrerende ting ved at være psykisk syg er, at jeg føler mig usynlig. Usynlig for verden. Det skyldes særligt, at jeg vægtmæssigt altid har ligget og svunget ”fint” mellem ’normalvægt’ og til tider ’overvægt’. Derfor er jeg ikke blevet set, når jeg har spurgt om hjælp - selvom jeg har haft inderligt brug for den.
I marts 2020 blev spiseforstyrrelsen for første gang synlig for omverdenen. Vi levede sammen og lod ingen komme imellem os. Jeg passede mit job, min kæreste og min hund på sidelinjen, mens kiloene raslede af. I takt med at jeg vejede mindre og mindre, blev jeg også stærkere og stærkere. Sult gjorde mig stærk. Stædighed til træning gjorde mig stærk. Den krop jeg havde følt mig fanget i, forandrede sig, og lignede nu mere forestillingen om idealet i mit hoved. Jeg følte mig på en måde lykkeligere og blev kun mere og mere blind i forhold til, hvad andre så.
Men jeg var stadig fængslet i min krop og i mit tankemylder, og det stod klart, at jeg måtte have hjælp. Mere hjælp end jeg havde fået før. Derfor sagde jeg i januar 2021, ’ja’ til en indlæggelse på både dags- og døgnhospital for spiseforstyrrelser. Samtidigt startede jeg et behandlingsforløb for min ADHD med både medicin og psykoedukation.
Under indlæggelsen startede min kamp for, med og imod mig selv. En kamp jeg stadigvæk befinder mig i. En kamp som ikke skal vindes, men som skal finde sin balance. Jeg står midt i orkanens øje og kæmper for at slippe de uhensigtsmæssige tankemønstre og handlinger, som jeg er bevidst om, at jeg har. Men jeg er syg. Jeg kan ikke altid tage de mere hensigtsmæssige beslutninger, når jeg er i konflikt med mig selv. Jeg ved ofte godt, hvad det rigtige valg er, men jeg kan ikke altid vælge det.
Somatisk, altså fysisk, er jeg lige nu i bedring. Jeg er på ’normalvægtskurven’, og ingen lægger – endnu en gang – mærke til, hvad jeg fejler. Ingen ser, hvad der sker indeni mig. Fysisk er jeg i bedring. Psykisk er jeg i dyb krise. Krise over de dømmende tanker, der alt for tit overtager min fornuft og invaliderer min hverdag. Tankemylderet som aldrig stopper og følelserne, som overmander mit sind. Jeg er dybt ulykkelig det meste af tiden. Nogle dage er bedre end andre, men dagene er fulde af følelsesmæssige udbrud og humørsvingninger, som jeg ikke selv kan styre. I løbet af kun få minutter, kan jeg være fyldt af mod og kraft det ene øjeblik, mens jeg i det næste øjeblik føler, at døden virker som det eneste mulige frikvarter. Et frikvarter jeg tit har i tankerne i passiv form som en forestilling. Forestillingen har et par gange været tæt på at udvikle sig til reelle flugtforsøg, som kunne være gået galt.
“Verdens diskurs italesætter succeskriterier, som måles i karriere, økonomi og familieliv over mental sundhed. Er det ikke et succeskriterie, hvis vi opnår at få en hverdag, hvor vi lever i stedet for blot at overleve? Det er det for mig.”
Jeg er færdig med at undskylde for, hvem jeg er
Mine psykiske sygdomme invaliderer mit liv. De begrænser mine muligheder og de gør det svært for andre at være i relation med mig. De medfører, at jeg skal leve et helt andet liv, end det liv jeg kunne leve, hvis jeg ikke var syg.
Jeg siger ikke, at det ikke kan blive bedre. For jeg er trods alt i behandling, hvilket nok er den vigtigste form for ”medicin” jeg kan få; at forstå mine sygdomme og at lære at leve med dem. Acceptere dem og handle hensigtsmæssigt. Formå at være i følelserne både på gode og dårlige dage i stedet for at modarbejde dem og udskyde reaktionen. Og så har jeg som minimum lært mig selv én rigtig vigtig ting. Jeg er færdig med at undskylde for, hvem jeg er.
Jeg arbejder på at se mulighederne frem for begrænsningerne, og jeg håber, at andre vil gøre det samme. Jeg kan ikke ændre samfundets fordomme om- eller antagelser af, hvad psykisk sygdom er, eller hvordan det er at leve med. Som syg møder jeg ofte uforstående dømmende blikke. Jeg savner en forståelse for, at mine sygdomme ikke er noget, jeg har valgt selv. Jeg føler ofte, at folk tænker, om jeg mon ikke ”bare” kan ændre det. Tro mig; det ville jeg gøre, hvis jeg kunne.
Jeg føler mig underkastet samfundets stigma og jeg føler, at jeg bliver set på, som det svageste led. Fordi jeg i en alder af snart 30 år ikke er samme sted, som mange af mine jævnaldrende er. Verdens diskurs italesætter succeskriterier, som måles i karriere, økonomi og familieliv over mental sundhed. Er det ikke et succeskriterie, hvis vi opnår at få en hverdag, hvor vi lever i stedet for blot at overleve? Det er det for mig.
Mit ønske er, at folk lærer at forstå, at ingen psykiske sygdomme er ens. Ingen har helt samme vaner, samme tanker eller samme følelser, som vi handler ud fra. Det har jeg tydeligt set igennem mine lange indlæggelser. Det er heller ikke alle, som kan eller har lyst til at blive helt fri for sygdommene. For nogle, er sygdommene så stor en del af hvem de er, at de ikke helt ved, hvem de egentlig er, uden dem.
Når jeg fortæller min historie, er det med en forhåbning om, at flere vil være nysgerrige i mødet med psykisk sårbare mennesker. I min øjne, er alt for mange desværre berøringsangste. Jeg fortæller min historie med en forhåbning om, at det kan blive nemmere for folk i samfundet og folk omkring mig at forstå mig. Jeg er syg, og sygdommen er en del af mig. Den vil altid være en del af mig. Det ønsker jeg mig, at vi kan tale højt om.
Dét jeg dog ønsker mig allermest, er et liv i balance. En fremtid, hvor jeg lever et liv i mental bedring. Et liv hvor mine psykiske sygdomme er en del af mig – for det vil de altid være – men hvor de ikke invaliderer mig. Jeg er overbevist om, at jeg nok altid vil være delvist begrænset af mine psykiske sygdomme. Alligevel ønsker jeg mig muligheder; et liv med muligheder på trods at begrænsningerne.