Hvordan har vi det egentlig… indeni? Min historie og motivationen for at skabe Mind Care Collective
Sandheden er, at vi på mange måder aldrig har haft det bedre. Vi er velhavende som aldrig før, vi lever længere, end vi nogensinde har gjort, og vi har oceaner af muligheder, hvilket både skyldes vores velstand, men også vores konstante adgang til hele verden via internettet. Derfor har vi det på rigtig mange måder godt. Sagen er bare at mange af os, hvis ikke alle, går og tumler med noget indeni. Det har mennesket formentlig altid gjort, men vores mentale tilstand har de sidste mange år har været nedadgående - på trods af vores velstand og muligheder. I Danmark, og i den vestlige verden generelt, oplever vi markante stigninger i folk med eksempelvis stress, angst, depression og ensomhed.
Der er et stigende antal mennesker, der får stillet ovenstående diagnoser. Men min egen oplevelse er, at der er mange flere af os, der bøvler med mildere udgaver eller blot elementer af diagnoserne. Og det skal vi tale højt om. Vi skal tale meget mere om denne udvikling. Der mangler et sted, hvor vi kan dele historier, erfaringer, frustrationer og læringer omkring de mange vigtige emner, der relaterer sig til mental sundhed.
Jeg mener, at emnerne om- og relateret til lavt selvværd, stress, depression, angst, ensomhed, perfektionisme, glæde i hverdagen (eller mangel på samme), meningen med livet og, lige så vigtigt, afskygningerne af disse emner, bør italesættes endnu mere, end de bliver i dag. Hvis vi deler vores sårbarhed relateret til disse emner, får belyst og diskuteret emnerne, der er svære og enormt personlige, er der mulighed for, at vi, udover at få input til løsningsveje og motivation til generelt mere positive tanker og tilgange til livet, kan skabe en bedre forståelse af hinanden, af os selv og af vores sind. Det er jeg overbevist om, kun kan være gavnligt - og det er netop derfor, at Mind Care Collective og den tilhørende podcast, ‘Vores Mentale Sundhed’, er kommet til verden.
De kære sociale medier
Der er ingen tvivl om, at sociale medier har en finger med i spillet, når vi taler om nedadgående tendenser i forhold til vores dårligere mentale sundhed. Som biologiske og sociale væsener, vil vi gerne være ”inde i varmen”, hvorfor vi altid, til en vis grad, vil sammenligne os med andre, og vi vil derfor også allesammen, til en vis grad, bære rundt på en indre kritiker. Sociale medier, såsom især Instagram, hvor det er muligt at vise perfekte glimts fra en uperfekt verden, har helt sikkert bidraget med en masse uhensigtsmæssige tendenser i denne sammenhæng. Problemet er selvfølgelig, at sociale medier i dag er så irriterende indfiltrede i den måde, vi lever vores liv på. Vi bruger for eksempel sociale medier til at indsamle inspiration, til at kommunikere med venner og bekendte og til at holde os opdaterede omkring dagens nyheder. Derfor er det svært at vælge sociale medier helt fra, selvom vi formentlig ville gavne af det i forhold til vores mentale sundhed.
De sociale mediers magt bliver endnu farligere, fordi vi befinder os i en verden, hvor alt, på grund af blandt andet velstand, kapitalisme, digitalisering og massevis af muligheder, skal gå hurtigere, fremad, opad, konstant. Kombinationen af sociale medier og samfundets implicitte ”krav” til- og belønning af udvikling, karrierestigning og succes, er farlig. I deres rene natur, kan jeg sagtens se fordelene af både sociale medier og karrierestigning og succes. Men tilsammen bliver det til en cocktail, der giver konstant næring til sammenligning af os selv med andre, og til bekymringer om hvorvidt vi er gode nok. Den giver konstant næring til vores indre kritiker. Og hvis vores krop og sind bruger for meget energi på disse selvkritiske og demotiverende tanker, kan det være med til at påvirke hvorvidt vi får lavt selvværd, stress, angst, depression eller føler ensomhed.
“Kontrollen, analyserne og sammenligninger virkede i lang tid uskyldige i den forstand, at de jo ”bare var tanker”. Men i forsommeren 2021, begyndte jeg også at få det dårligere fysisk. Jeg begyndte at få hjertebanken, jeg begyndte at få en dundrende hovedpine, jeg ikke kendte til og en mærkelig prikkende fornemmelse i kraniet.”
Personlig motivation til bringe Mind Care Collective til livs
Personligt bøvler jeg også med ting indeni; med mine mentale processer og min mentale sundhed. Da jeg var 25 år, mistede jeg min far til kræft. Derefter blev min mor, som ellers har givet mig en tryg og god barndom sammen med min far, alkoholiker. I perioden efter min fars død, begyndte jeg at stifte min egen familie. Jeg fik to børn, imens jeg samtidig etablerede min karriere som managementkonsulent i konsulenthuset Implement Consulting Group (ICG). I starten af 2021 havde jeg været i ICG i knap syv år og det hele så vel egentlig ret godt ud udefra; 30 år, to børn, en sød mand, et hus nord for København, et konsulentjob, nok penge på kontoen. Men indeni var der ting, der rumsterede og bestemt kunne være bedre.
Jeg er, og var tidligere i endnu højere grad, det, man kalder et kontrolmenneske. Så længe jeg kan huske, har jeg haft det bedst, når jeg var i kontrol. Jeg har haft styr på mine ting, styr på skolen, styr på venskaberne. Men det har også betydet, at jeg har brugt mange tanker på altid at forsøge at forudsige alting for at kunne være parat til alle slags mulige udfald. Jeg har også altid haft mange bekymringer og overvejelser, og jeg har brugt meget tankekraft på at analysere diverse kommende begivenheder. Det er sket bevidst, men også ubevist. Det er blevet til en del, af den jeg er. Denne evne har helt sikkert hjulpet mig til at nå mange af mine mål, fordi jeg er god til at forberede mig, men den har også været mentalt drænende.
Derudover har jeg også altid brugt meget energi på at sammenligne mig med andre. Og selvom psykologien nævner, at sammenligninger også kan være en motiverende faktor, så ved jeg, at det er sundere for mit mentale velvære at bruge mindre tid på at sammenlige mig med andre. Det har irriteret mig, at det har fyldt så meget, som det har gjort, og som det til tider stadig gør, især når jeg er bevidst om, at jeg ikke har lyst til at bruge energi på at sammenligne mig med andre, fordi jeg egentlig er ret tilfreds med mit liv. Men det sker også både bevidst og helt ubevidst – og uden at jeg altid kan kontrollere, hvor meget det skal fylde, hvis jeg ikke virkelig gør mig umage i at lade være.
Kontrollen, analyserne og sammenligninger virkede i lang tid uskyldige i den forstand, at de jo ”bare var tanker”. Men i forsommeren 2021, begyndte jeg også at få det dårligere fysisk. Jeg begyndte at få hjertebanken, jeg begyndte at få en dundrende hovedpine, jeg ikke kendte til og en mærkelig prikkende fornemmelse i kraniet. Jeg begyndte at tabe enorme mængder af hår, og jeg blev pludselig enormt grådlabil uden videre. Og nå ja, derudover havde jeg i ca. syv år døjet med kroniske smerter i bihulerne. En smerte som jeg i lang tid havde ignoreret, men som efterhånden var blevet meget invaderende. Forestil dig, at du konstant har et kæmpe æg siddende i hver side af ansigtet, som du føler presser på alting omkring dit ansigt. Og tro mig, jeg har fået mine bihuler undersøgt. I løbet af årene har jeg fået behandling for dem i form af eksempelvis tre måneder med Binyrebarkhormon-næsespray dagligt anbefalet af øre-næse-hals-lægen, forskellige kikkert- og scannings-undersøgelser på hospitalet, undersøgelser hos tandlægen, akupunktur-forløb og zoneterapi. Derudover har jeg gennem årene også forsøgt mig med hormontests og hormontilskud på cremeform, (massive) vitamin-tilskud, samt med den amerikanske JuicePlus-tablet-kur. Jeg har i øvrigt også forsøgt med eliminering af madvarer anbefalet af en diætist og selvfølgelig en masse research. Ingen af tingene hjalp markant, og ingen har sort på hvidt kunne fortælle mig, hvad årsagen til mine kroniske bihulesmerter er.
“Jeg ser det sådan her: Vi går i skole for at uddanne os akademisk.
Vi går i træningscentret for at opbygge muskler. Så hvorfor i alverden er det stadig et delvist tabu at tale med en psykolog, psykoterapeut eller lignende, når vi på den måde kan lære om os selv, om vores sind og psyke og om at være i livet helt generelt”.
Terapi har gjort mig klogere
Siden min far gik bort og min mors problemer med alkoholisme begyndte at fylde meget i mit liv, har jeg gået hos forskellige terapeuter. Jeg er stor tilhænger af terapi, og jeg har selv gået hos bl.a. en psykolog, en psykoterapeut og en erhvervscoach. Derudover har jeg læst bøger, artikler og hørt podcasts omkring mental sundhed, selvudvikling, terapiformer, mindfulness, vaneændringer og (især positiv) psykologi helt generelt, fordi jeg synes, at emnerne er både virkelig spændende og enormt relevante. Jeg er blevet meget klogere på mig selv og mit sind gennem årene, og jeg er i dag overbevist om, at mine smerter i bihulerne, som er i bedring, og de andre fysiske ubehageligheder i øvrigt, primært skyldes mentale processer inde i mig. Det skyldes dét liv, jeg har levet. Paradoksalt nok et liv, jeg på mange måder har været, og er, enormt glad for. Men også et liv, der i mange år har været drevet af et indre magtfuldt og delvist ubevidst mantra omkring hvad jeg ”burde gøre” og omkring perfektionisme.
Jeg har været en rigtig ”12-tals-pige”, og det mener jeg på godt, men bestemt også på ondt. Jeg har taget denne måde at være i livet på med mig fra skolebænken ind i voksenlivet. Det har bragt mig gode steder hen, og det har, som nævnt, helt sikkert også hjulpet mig med at nå succesfulde mål. Men det har formentlig også været med til at starte og fodre den mentale uorden, der har levet, og til dels stadig lever, inde i mig.
Personligt har terapi hjulpet mig. Det har hjulpet mig til at forstå, hvordan mønstre fra en, endda gennemgående kærlig, barndom, har været med til at påvirke, hvorfor jeg er, som jeg er og hvorfor jeg tænker, som jeg gør. Det har fået mig til at reflektere over livet, og det har fået mig til at prøve nye mentale tankemønstre af. Og jeg vil blive ved med at gå i terapi - også når jeg har det godt. Jeg tror helt sikkert, at terapi bliver det nye sort og at mange, mange flere i fremtiden vil gå til terapi, uden at det på nogen måde vil være tabubelagt. Bølgen ruller allerede. Jeg ser det sådan her: Vi går i skole for at uddanne os akademisk. Vi går i træningscentret for at opbygge muskler. Så hvorfor i alverden er det stadig et delvist tabu at tale med en psykolog, psykoterapeut eller lignende, når vi på den måde kan lære om os selv, om vores sind og psyke og om at være i livet helt generelt. Terapi er vel bare en slags hjælp til- eller træning i at være den man er, i det liv man nu engang lever.
Jeg skriver artiklen med overfladiske brudstykker af min historie her, fordi min historie i kombination med de vigtige og alvorlige tendenser vi ser i samfundet omkring mental sundhed, har været motivationen til at starte Mind Care Collective.
You are not alone
De seneste tal fra Sundhedsstyrelsen viser, at knap 20 % af alle kvinder og 15 % af alle mænd i Danmark har et dårligt mentalt helbred (1). Tallene er højest blandt unge kvinder fra 16 til 24 år, hvor 34,4 % har et dårligt mentalt helbred. For kvinder i alderen 25-34 år er tallet 25,2 %. Hvis vi kigger på stress-tendensen, ser vi endnu højere procenter. Her er andelen af danske kvinder med højt stressniveau 33,6 %, mens tallet for mænd er 21,5%. Her når tallet for unge kvinder i alderen 16 til 24 år med højt stressniveau helt op på 52,3%, og tallet for kvinder i alderen 25-34 år er hele 40,6 %. Disse tal omkring danskernes mentale sundhed er helt generelt høje, de er stigende og de er højest blandt unge kvinder. Og det er tre triste tendenser.
Gennem de sidste år har jeg hørt om og mødt mange, der kæmper med noget indeni. Enten har de været nede med stress. Eller de har været deprimerede eller angste. Eller alle tre ting. Eller de lider af ensomhed. Eller de har kæmpet med spiseforstyrrelser. Eller med deres selvværd. Eller der er andre afledte uhensigtsmæssige mentale tanker og følelser, der fylder i deres liv. For eksempel synes de bare, at det er svært at være, der hvor de befinder sig, i livet. Eller også er de bare frustrerede over, hvad meningen med livet er.
Selvom det ikke kan udrydde alle mentale lidelser, er jeg sikker på, at det kun kan bidrage positivt til udfordringerne omkring mental sundhed at tale højt om dem. Og det er netop det, platformen Mind Care Collective og herunder podcasten ‘Vores Mentale Sundhed’ er sat i verden for. Mind Care Collective er en platform. En platform hvorpå jeg ønsker at italesætte og aftabuisere alt det, som så mange af os bøvler med i en eller anden afskygning. Vi diskutere mental sundhed og dykke ned i alle de mange relevante emner der findes relateret til emnet og blive klogere sammen - for at belyse- og inspirere til forskellige løsninger. Herinde på hjemmesiden, på Instagramprofilen Mind Care Collective og i podcasten deler jeg ekspertviden omkring emnerne. Men jeg deler også, og måske allervigtigst, personlige beretninger og erfaringer fra dig og fra mig. Alt sammen med formålet at styrke vores mentale sundhed og velvære – i fællesskab.
Jeg håber meget, at du har lyst til at følge med og bidrage til diskussionen.
KILDER:
1. Artiklens indhold (som også fremgår i første afsnit af podcasten ‘Vores Mentale Sundhed’) er baseret på Den Nationale Sundhedsprofil, Sundhedsstyrelsen, 2017. I artiklen her, her jeg i marts 2021 opdateret statistikkerne med tal fra Sundhedsprofilen 2021, der udkom i marts 2022).
Foto: Liv Winther, To The Moon, Honey