Derfor flipper du ud med Louise Leth: Sådan håndterer du følelser, der koger over

Interview med Louise Leth

Forleden havde jeg en snak med psykoterapeut, Louise Leth, der har skrevet bogen ‘Derfor flipper du ud - og derfor skal du ikke skamme dig’. Bogen handler - som titlen anviser - om, hvorfor vi flipper ud. At flippe ud, hvad end det er med raserianfald, indre kritiske kommentarer til os selv eller tårer, er sjældent hensigtsmæssige for os selv eller vores relationer. I interviewet med Louise her, fortæller hun om, hvad vi faktisk fortrænger i os selv, når vi flipper ud, og om hvordan vi kan blive bedre til at komme i kontakt med de undertrykte sider i os selv og dermed reagere mere hensigtsmæssigt.

Du har skrevet bogen ”Derfor flipper du ud – og derfor skal du ikke skamme dig”. Hvorfor er det at flippe ud et vigtigt emne?  

Det er et vigtigt emne, fordi når vi flipper ud, er det en vigtig advarsel til os selv om, at vi er ude af balance. At flippe ud er et symptom på noget større som, hvis ikke vi tager os af det, kan have værre konsekvenser for vores liv og velbefindende. 

At flippe ud er psykens måde at genvinde balancen på i relation til de områder i dig selv, du (for) længe ikke har taget hensyn til. Når vi, over tid, har indgået for mange kompromisser med vores oprigtige behov, tilpasset os for meget til vores omverdens krav og ladet vores grænser overskride igen og igen, kan vi komme så langt ude af balance i psyken, at vi ender med at flippe ud som en kompensation. 

På den måde er vores ‘udflip’ et symptom og en vigtig indikator for, at der er områder af vores liv, der mangler opmærksomhed og justering.

“Det er ikke når vi flipper ud, at vi virkelig får det meningsfulde møde med andre. I stedet ender vi i konflikter og dramaer og der går rod i kommunikationen og relationen med vores partnere”. 

Hvad betyder det egentlig at flippe ud?

Der findes forskellige måder at flippe ud på. Nogle mennesker flipper ud ved at blive vrede og skabe krig og intriger med deres omgivelser. I min bog har jeg kaldt dette reaktionsmønster for KRIGEREN.

Andre flipper kun ud indad til og bliver selvkritiske grublere, der overtænker enhver lille hændelse i deres liv, og forsøger med perfektionisme at holde de negative tanker væk. Dette reaktionsmønster kalder jeg for GRUBLEREN.

Der findes også mennesker, der reagerer ved at forsøge at tale sig frem til en løsning med andre. De gør det dog på en måde, hvor behovet bliver at holde kontakten til den anden så længe som muligt og at blive forstået og mødt, set og hørt i en sådan grad, at de ofte ender med at blive afvist eller skubbet væk af andre - som en slags projiceret selvopfyldende profeti. Dem kalder jeg i min bog for ASKEPOT.  

Fælles for de tre reaktionstyper er, at de alle, når de først flipper ud, ender med at opnå det modsatte af det, de har brug for. Jo, måske er der et kort øjeblik hvor dét at flippe ud, på deres individuelle måde, kan virke tilfredsstillende. Det kan føles som om, at man genvinder sit territorie eller står op for sig selv. Men på den lange bane bliver det en cyklus og et mønster, der skader os og vores relationer. I sidste ende, bliver vi jo ikke for alvor mødt på et dybt plan af andre, når vi flipper ud. Det er ikke når vi flipper ud, at vi virkelig får det meningsfulde møde med andre. I stedet ender vi i konflikter og dramaer og der går rod i kommunikationen og relationen med vores partnere. 

“Som børn er vi født med et ønske os kærlighed, accept, anerkendelse, og vi vokser ofte op med at tro på, at vi opnår den ved at tilpasse os andres behov”.

I bogen skriver du, at vores uhensigtsmæssige reaktioner skyldes skamfulde følelser fra tidlige oplevelser i livet. Hvordan hænger det sammen?

Det handler om, at mange kvinder er vokset op med, at de i barndommen har skulle tilpasse sig deres omgivelser en hel del. For at få ros og anerkendelse har de skulle være søde, hjælpsomme og ”opføre sig ordentligt”. Kvinder er opdraget til at være det “socialt dygtige køn”, men når vi tilpasser os, mister vi ofte også kontakten til andre sider af os selv. Mange har ikke lært at mærke deres egne behov, stille krav og sætte personlige grænser - godt nok.

Når disse tilpassede børn bliver voksne, ender de (vi) som pleasere. Det de (vi) har lært i barndommen er, at de (vi) skal være på en bestemt måde for at opnå kærlighed, accept eller anerkendelse. Men pleaseri og at tilpasse sig slider, over tid, på psyken og det kan ende med, at det bliver svært at turde mærke sig selv og udtrykke hvem man er i verden.

Som børn er vi født med et ønske os kærlighed, accept, anerkendelse, og vi vokser ofte op med at tro på, at vi opnår den ved at tilpasse os andres behov. Og hvis vi så ikke får den anerkendelse eller kærlighed, vi havde drømt om, ja, så flipper vi ud, når bægeret er fyldt. Det er psykens måde at kompensere på. Bagefter skammer vi os. Fordi vi nu blev lige præcis alt det, vi er opdraget til ikke at være: Kritiske, grænsesættende, besværlige og vrede. Og så går vi ofte tilbage til at please og tilpasse os og - som du nok kan regne ud - så ender det med at vi igen, på et tidspunkt, flipper ud.

I bogen skriver du også om begrebet ”skyggesider”. Hvorfor er det vigtigt at forstå?

Det er det, fordi vi ved at kende vores skyggesider, kan hjælpe os selv til at forstå, hvad vi faktisk undertrykker i os selv. Det vi undertrykker, er det der vælter frem fra underbevidstheden, når vi flipper ud. Skyggebegrebet er skabt af den kendte psykoanalytiker, Carl Gustav Jung, og det handler om at vores psyke indeholder nogle undertrykte dele, der ligger i vores underbevidsthed, som vi ikke kan rumme på grund af skam.

Skyggen i os stammer ofte fra tidlige oplevelser i livet; fra barndommen og den tidlige ungdom. Måske har vi oplevet at vores forældre ikke kunne rumme os, når vi var vrede. Måske har vi følt, at vores forældre ikke elskede os, når vi var besværlige. Eller måske er vi blevet drillet i skolen, fordi vi var følsomme og græd.

Disse oplevelser kan have sat dybe spor i os og lært os, at vi måtte skamme os over disse sider i os selv. Og derfor er vi langsomt stoppet med at være vrede, besværlige eller sensitive. For vi lærte jo i barndommen, at disse sider ikke var velkomne.

Men man kan ikke fjerne sider af sig selv. Kun undertrykke dem. Og det er netop derfor, at disse sider viser sig, når vi flipper ud. Så bliver vi vrede, besværlige, følsomme eller umulige. Skyggesiderne, der ligger i det ubevidste, springer altså frem, når vi bliver pressede nok.

Som voksne ligger vores opgave i at lære at integrere disse skyggesider i vores personlighed på ny på en hensigtsmæssig måde, så de ikke kommer frem som ”trolden i æsken” og bliver selvdestruktive. Det er nemlig det der sker, når noget er undertrykt. Så kommer det frem på en destruktiv måde senere.

Hvad kan vi gøre for at arbejde med vores skamfulde følelser og vores skyggesider, så vi flipper lidt mindre ud?

• Tilpasning eller kompromis?
  Et godt råd er at lære at skelne mellem en usund tilpasning, hvor vi undertrykker dele af os selv, som vi oplever som uvelkomne hos andre, og så at skabe sunde kompromisser i relationer, hvor vi strækker os selv for at møde andre mennesker, uden at give afkald på, hvem vi selv er. Mange mennesker kender ikke forskellen, og at lære at skelne mellem de sunde kompromisser der udvikler os og den usunde tilpasning der undertrykker os, er vigtig. I tilpasningen går vi i stå og bliver ”mindre”, end vi var før. I det sunde kompromis strækker vi os og udvikler os - og lærer noget nyt om os selv.

• Farlig skygge eller vigtig ven?
  Når vi skal opdage hvad vores skyggesider er, kan vi kigge på, hvordan vi agerer, når vi mister kontrollen og flipper ud. Vores skygger består af disse sider, vi normalt forsøger at undgå i os selv og som vi i virkeligheden skammer os over. Vi bliver lige præcis alt det, vi ikke bryder os om. Men i stedet for at undertrykke disse sider, skal vi i stedet lære dem at kende og forstå, hvad deres positive aspekter er. På den måde kan vi bedre rumme dem.

  Hvis vi tager vrede som eksempel: Du har lært i barndommen at du ikke må give udtryk for din vrede, for så afviser dine forældre dig. Så undertrykker du vreden i dig selv, som voksen og afskyr vrede i andre. Pludselig flipper du ud og bliver meget vred og så skammer du dig. Begynd i stedet at være nysgerrig på vreden. Hvad kan vrede bruges til, positivt? Hvad kan den hjælpe dig med? Er den i virkeligheden en ven, der kan bruges til at sætte grænser og fortælle dig hvornår du har brug for at være tydelig? Kan den komme til udtryk på en sund måde?

• Sig fra før du flipper ud!
  Begynd at udforske ideen om, at du faktisk godt må være dig selv - med alt hvad det indebærer. Du må gerne stille krav, sætte grænser og stå ved dine behov. Når du respekterer dig selv og den du er, vil andre også gøre det. Øv dig i at sige til og fra langt før du flipper ud, så dine følelser og tanker forbliver regulerede og derved mere spiselige for andre. Det er her vi slipper ud af hele cyklussen med tilpasning-udflip-skam, og det er her vi kan finde vores selvrespekt frem.